torsdag den 27. august 2015

Marne igen og ændring af planer

Det blev til et fint gensyn med Marne, da vi forlod Paris. Vejret var dejligt, og floden er bare så smuk!
Det blev også tid til at gå i gang med skolearbejdet for drengene, hvilket er lidt en kamp, men det går.. (Skolearbejde for Jens, men mor/lærer hjælper og styrer)

Efter Paris tog vi en lang tur til Meaux på 62 km. Meaux viste sig at være en fin by, og vi lå meget fint langskibs på en fin bro midt i byen. Der blev skiftet olie mv på skibet, og det var nok også tiltrængt efter flere hundrede timers motordrift. Fra Meaux videre ad Marne, og vi endte bl.a. i Mareuil sur Ay, hvor vi også var før Paris. Endnu et dejligt stop her! I Dormants mødte vi turens hidtil eneste usympatiske sejler i skikkelse af en mand fra Hamborg, der for det første ikke gjorde mine til at hjælpe, da vi ville lægge til i det strømmende flod. Han og fruen sad bare og gloede. Så kom de med noget vrøvl om, at der nok manglede vand, så vi ikke kunne ligge der. Da vi endelig lå der, ville fjolset ikke dele sit strømudtag, og til sidst kom konen over og fedtede for Dorte med noget ævl om, at vi da også lå meget bedre, hvor vi endte. Hvilket var rigtigt nok, men den plads blev kun ledig. fordi en anden tysk sejler, skyndte sig at drikke kaffen ud, da han så, vi havde brug for en plads. Magen til usympatisk klovn! (den dumme tyskers båd ses længst til højre på fotoet herunder...i øvrigt dejlig picnic i Dormants) 

Den 24/8 passerede vi Canal l`Aisne au Marne, hvorfra vi var kommet 14 dage før og tøffede videre til Charlons en Champagne. Ak -lidet anede vi, at vi få dage senere skulle gense denne (fine) by! 
Efter en dag i Charlons, hvor vi fik en god middag, og hvor vi talte med to søde danske pensionister,  sejlede vi Vitry le Francois, som hverken var pæn eller interssant. Vi faldt dog i snak med to australiere, der var på vej fra Grækenland til Norge, hvor de boede. De havde købt en træbåd ubeset i Grækenland (det lyder også ret tåbeligt). Den havde naturligvis slet ikke levet op til det lovede og fyren havde brugt en måned på at sætte den i stand. Derefter var kæresten påmønstret, og det viste sig, at hun var gravid. Nu var de så endt i Vitry med defekt motor, kæresten i øvrigt fyret, og 5 dage senere skulle de flyve hjem til Stavanger, hvor han skulle møde på sit job i olieindustrien. Han regnede i øvrigt med at blive fyret... Nå, men de var søde og glade på trods af deres situation...

Efter Vitry gik vi mod øst op i Canal Marne au Rhin. Vi endte bag en belgisk lægter, der sejlede uendeligt langsomt. Ca. 1-2 km i timen. Vi havde en fin engelsk båd bag os. Belgieren kaldte os op og lod os overhale. Senere sammen aften mødte vi belgieren og talte med ham. Han og konen (begge unge og tykke) ejede og boede på båden. Han viste os lastrummet, hvor han sejlede med 10 ruller jern á ca. 22 tons. Der var afsindig meget plads om læ - det skal man slet ikke tro, når man ser disse lægtere ude fra. Nå...Vi fulgtes så med englænderen i 6 sluser op af kanalen. Jens og Per sprang op og ordnede trosser på fornem vis hele vejen. I en sluse spurgte jeg en VNF-mand (franske sluse-organisation), om der var vand nok længere oppe ad systemet. Han ringede op med den triste nyhed, at der kun var 140 cm fremme mod Toul, hvor Mosel støder på. Vi fortsatte dog lidt længere frem til vores planlagte "Halte". Her ringede vi selv op, og fik det berkræftet af VNF.  Hvad nu?!  Vi fik kontakt til en marine-fyr, der talte fint engelsk via turistkontoret i Bar le Duc. Han fortalte, at han ikke kendte til nogen i det centrale Frankrig, der kunne transportere en kølbåd på en lastbil. Sådan en skulle rekvireres fra en kystby... Alternativerne var: 1: Fortsæt og se, om der pludselig skulle komme en masse vand, så kanalen blev fyldt op. 2: Rekvirere en lastbil med usikkert opsamlingssted til en usikker men sandsynligvis meget høj pris, eller 3: Vende om og tage turen tilbage gennem Ardennerne og Meuse. Vi endte hurtigt med at enes om løsning 3. Der meldtes også om nok vand den vej. 
Altså retur igen, og nu sidder vi så atter i Chalons en Champagne. Det blev til næsten 60 km og 16 sluser i dag (heldigvis alle nedad!)

Nu har vi ca. 6 uger, til vi gerne vil være retur i Fjellebro, og det kræver, at vi i gennemsnit sejler 30 km om dagen. Det bør ikke være et problem.

(Her skulle vi have været til højre, men må tilbage igen mod vest) 




torsdag den 20. august 2015

5 dage i Paris

Vi forlod Marny og Disneylang udhvilede efter en hviledag i Lagny.
33,9 km senere anløb vi Port Arsenal i Paris. Vi - mest Dorte - havde frygtet Seinen en smule, da der skulle være rigtig meget trafik. Men havnen ligger øst for Cité, så det var meget begrænset, hvad der var at holde øje med.
Vi fik en fin plads i den lange, smalle havn. Gode faciliteter til 30 euro om dagen. Ikke meget, når man tænker på at vi er midt i Paris. Bad og el med i prisen.
Vi nåede en masse på de 6 nætter, vi havde i byen. Montmartre med Sacre Cæur, Eiffeltårnet, Notre Dame, Louvre, flere gode parker, en masse kaffer og frokoster på cafeer og bistroer. Vi tog også ud til Versailles -samme ide havde 20.000 andre mennesker også fået. Efter at have stået i kø godt en time for at få billetter, gik vi op til slottet, hvor en guide rådede os til at komme igen kl. 16, og så bare nappe parken og de ting, der nu er i denne inden. Det gjorde vi så, blot for at konstatere, at køen kl. 16.30 var mindst 1,5 time lang, og de lukkede 18.30. Jeg skal love for, at Madame blev sur og forlangte at få pengene retur. Det ville en mand i informationen gerne, men en anden mand ville ikke, og da Madame så gik retur til den første mand, var han væk... Nede i turistinformationen, hvor vi havde købt billetterne gav Dorte de stakkels folk en ordentlig opsang, hvilket ikke hjalp synderligt.  Vi kom altså til Versailles og havde en fin dag i den fantastiske park, og vi så Marie Antoinnettes vanvittige lege-landsby, men slottet må vi have tilgode.  Franskmænd bør nok slet ikke styre så store attraktioner. Det var aldrig sket i Tyskland, men nu ligger Versailles altså i Frankrig..
Torsdag den 20/8 k. 9.00 forlod vi Paris, og kort tid efter stod det ned i stride strømme, men det er dejligt (i skrivende stund) atter at være på vandet.
Paris var alt i alt en rigtig god oplevelse.
Vi har nu 49 dage til vi satser på igen at være på Fyn. Det er ca. 30 km om dagen

onsdag den 12. august 2015

Marne og Disneyland.

Af vores kort havde vi fået det indtryk, at Marnefloden fra Condé til Paris var lidt træls: meget trafik, kedelig og problemer med dybden.  Jeg forespurgte på Facebook og blev straks korrekset! Marne vist sig da også at være både bred og ongængelig (som en bedstemor) og smuk (som min kone..) 
Vi kom til fine steder som Mareuil sur Ay, hvor man sejler i en kanal lige ved siden af floden, og til Mary sur Marne, hvor vi lå idyllisk helt alene ved en lille bro. 
Chateau thierry var ikke den store oplevelse, men Lagny, hvor vi tilbringer det meste af uge 33, mens vi er to dage i Disneyland, er fin.  Egen bro med låge (!), bad, vask og strøm og en slags wifi for 10 euro pr nat. 

I skrivende stund, onsdag middag i uge 33, er vi i gang med anden dag i Disneyland.  Resten af besætningen er i "Hollywood tower of Horror", mens jeg skaffer "fast pass", holder værdier og får en god latte.  (You  want milk in your latte?, spurgte kioskpigen...Oui, merci!) 

Disneyland er lige så hektisk, som vi nok havde hørt og forestillet os. Varm, støjende og meget, meget kitchet med parader, figurer, og musik overalt.  Men også spændende og betagende med mange rigtigt fine forlystelser.  

I morgen, torsdag, står den på hviledag i Lagny, mens det skulle regne og tordne.  Fredag indsejling i Paris, hvor der er booket plads i havnen med det kedelige navn, l'Arsenal.  

(Fin sluse med vinmarker i baggrunden) 



(Sluse før Lagny med egen pony) 


(Jens stirrer efter optoget i Disney Parade) 

fredag den 7. august 2015

Ardennerkanalen

Med Canal des Ardennes kom det gode vejr efterhånden til Tippe IV! De sidste 4-5 dage har det været rigtig varmt - i dag og i går over 30 grader. En skam, man ikke bør bade i hverken Canal lateral de Marne eller i selve floden, der løber parallelt med. Vi gjorde det godt nok - i floden, IKKE i kanalen - alligevel, men så spurgte Dorte på kommunekontoret i Tours sur Marne, og så var det slut med det...
Det er der nok en grund til, for ardennerkanalen er smuk, men må også være meget forurenet. Der er ingen anlæg til tømning af toilettanke fra bådene, og der er mange havne og "halte" uden WC. Så holdingtankene bliver fyldt op, og så er der kun et sted at komme af med det. Floden, der løber ved siden af, ser meget renere ud, men den er altså også beskidt. Alt dette afholder ikke de lokale unge for at bade i hverken kanal eller flod, men de er jo også tovelige. Eller som Faster Anna ville have sagt: "Det er noget underligt noget...."

Vi har i Ardennerkanalen besøgt eksotiske steder som le Chesne (fin by med badesø og pænt torv), Attigny og Asfeldt er virkelig huller i jorden, men naturligvis på en lidt spændende og pæn fransk måde.
Hul i jorden kan man derimod ikke kalde Reims!
Meget flot by med fantastisk katedral, som jeg mener er omtalt i Ken Follets "Jordens søjler". Det er et meget imponerende bygningsværk, og det blev ikke ringere af, at en kunstner hele sommeren bruger facaden som lærred for et enormt lys- og lydshow, hvor kirkens historie mv fortolkes. Meget flot - vi så det begge de aftener, vi var der.
Vi lå over i Reims, og den hele dag vi var der, spildte vi ikke tiden. Vi startede med at gå på marked, der var en skuffelse. Kun 3 forkølede grønthandlere. Så Mars-porten, der var pakket helt ind for renovering. Men så kom succeserne da også i hus: Et spændende besøg i Champagnehuset Cazanove, hvor Dorte og jeg fik tre fine glas champagne før frokost, og hvor vi så  kældre, m.v.
Derefter frokost, hvor Dorte fik bestilt tykt paneret kalvekød og spaghetti til Jens (tåler ikke gluten!), så han overtog Dortes laksesalat. Per overtog så Jens´ ret, og Pers pizza spiste jeg lidt af sammen med min egen. Den stakkels kok/tjener/ejer af det beskedne men pæne cafeteria var forvirret, men da han faldt ud af sagens rette sammenhæng, så var der stor forståelse, og Dorte fik en pose mozarella, hun og Jens kunne gumle på.
Derefter så vi museet for tyskernes overgivelse den 7. maj 1945, der fandt sted i netop Reims. Det var  i den skole, som amerikanerne havde gjort til deres hovedkvarter, at det skete, og byen har nu indrettet et museum i selv samme bygning, hvor det skete. Vi så det originale rum med de gamle stabskort hængende på væggen. Meget interessant!
Så fandt Per en god souvenirbutik, og jeg fandt noget nyt tøj, inden vi tog tilbage til båden. Om aftenen rigtig god indisk middag i den smukt oplyste og festlige by.
Reims kan bestemt anbefales!

Efter Reims sejlede vi mætte af storby (vi er jo kun nogle bønder!) videre mod syd, og kom til Condé sur Marne, hvor Ardennerkanalen løber ud i Marnes sidekanal. Vi drejede til højre og gjorde holdt ved en meget fin og velplejet by med en smuk sluse (i har efterhånde set en del, og denne er absolut blandt de smukke!). Byen hedder Tours sur Marne. Her var det, at drengene og jeg svalede vores spinkle kroppe i floden, hvilket var skønt, men åbenbart ikke så rent.
I dag har vi kun sejlet 7 km, da vi ikke rigtigt gad mere, og da de kommende 4-5 dage byder på nogle lange etaper. Vi er i øvrigt også havnet et meget smukt sted midt i Champagne, hvor der er vinmarker og en masse producenter, der har hovedkvarterer. Billeder følger...