søndag den 17. maj 2015

Kristi Himmelfart - Tåsing Rundt

Foråret lader godt nok vente på sig....
Tåsinge Rundt  blev en kølig affære, som vi endda måtte afkorte, da Jens var blevet syg. Turen hjem fra Strynø til Fjellebro var kølig og grå, men motor og skib gik som smurt, så det var altid noget. Jeg måtte lune mig med uldtæppe - ikke ret maritimt!

Fredag sejlede vi fra Svendborg til Rudkøbing og hentede gode venner, der skulle med til Strynø. Vi havde en fin dag! Bl.a. så vi opvaskebordet med nok verdens bedste udsigt. Eller ihvertfald øhavets bedste:


Lørdag tidligt op og primært for motor hjem til Fjellebro. 

torsdag den 14. maj 2015

Første RIGTIGE tur i 2015

Kristi Himmelfart og endelig tid til årets første rigtige tur.
Store Bededag og ugen efter gik med konfirmationer, men den her lange weekend er reserveret til en tur rundt om Tåsinge.
Første stop blev planmæssigt Svendborg, hvor vi så lige måtte slippe 190 gode danske kroner for en plads + naturligvis betaling for strøm.
Skøn sejltur for en læns/agten for tværs. Det blæste vel omkring 5-6 m/s, og vi gik ca. 4 knob for forsejl alene. Dorte som altid i starten af sæsonen tilbageholdende med at rode med storsejl.
Smuk tur ind gennem sundet!

Vel fremme gik vi en lille tur i byen, og stødte da lige ind i større optog med tamburkorps og nogle soldater af forskellig alder og værn. Det viste sig at være en årlig march mellem grave fra 1864, 2. verdenskrig og et mindesmærke for de danske udsendte.


I morgen venter vi muligvis Lotte, Mogens og Klara til morgenmad, inden turen går videre til Strynø, hvor Peiters nok også kommer over.

Alt ombord virker i øvrigt perfekt. Dejligt skib!